Eventyr - sammen med andre

Normalt handler mine "inspirations-indlæg" om ture eller ting du selv kan gøre i naturen, men helt sådan er det ikke denne gang. For sæson 2 af "De arktiske reddere – afsnit 1" tog mig med tilbage til min tur over Indlandsisen, godt hjulpet på vej af seje Erik B. Jørgensen. Udover et forslag om at se afsnittet, så håber jeg mit indlæg kan give inspiration til at søge eventyret. For det har givet mig noget helt unikt. 

Et af mine ynglings eventyrs-billeder er af Ane, Christian, Magnus og mig selv. Taget i Tasiilaq, efter at vi havde krydset indlandsisen i 2007 (fra vest til øst). Godt hjulpet på vej af en dygtig Amerikansk fotograf, viser billede alt det en krydsning af indlandsisen indeholder. Der er en hårdhed, som kommer til udtryk i vores øjne og i sårene på vores ansigter. Et resultat af frostskader fra den ekstreme kulde vi blev udsat for på den 600 km lange tur. Der er noget stolthed over at have gjort det, i de små smil, der bliver forsøgt undertrykt. Og så viser billede vores sammenhold.  

Når man er sammen

Erik B. Jørgensen er efter min mening den sejeste nulevende danske eventyrer. Stor anbefaling herfra til at læse hans bøger, følge ham på sociale medier og høre hans foredrag. Udover at han er meget sejere end mig, så adskiller vi os også på et punkt omkring eventyr. Erik tager nemlig tit på eventyr alene. Det gør jeg ikke.

For det vigtigste jeg lærte på turen over indlandsisen, var at alt bliver nemmere, sjovere og bedre når jeg gør det samme med andre. Den læring har siden fulgt mig, og jeg bruger den både når jeg er på arbejde og når jeg er på eventyr.

Det sammenhold Ane, Christian og Magnus fik på turen over Indlandsisen var så specielt, eller måske snare så tæt, at vi alene ved at se på hinanden viste hvordan vi hver især havde det. For det meste havde vi det rigtig godt, og rigtig sjovt – hold op nogle skøre samtaler vi havde undervejs, og hvor er det vildt at jeg næsten 20 år efter kan huske mange af dem. 

Det var til tider også rigtig hårdt, f.eks. fik Ane lungebetændelse, lige som den tyske dame som de Arktiske Redder samler op på Indlandsisen. Ane fik dog noget pencil, et klap på skulderen og så blev hun ellers isoleret i sit eget telt i to dage, mens en snestorm rasede. Herefter hun var klar til at gå videre. Pænt sejt!

At vi andre løbende serverede mad til Ane og sikrede hendes telt i snestormen, ved at bygge snemur og løbende grave det fri for sne, viste vores sammenhold og vores lyst til at hjælpe hinanden, selv når det krævede en ekstraordinær indsats. At vi så også sneg os hen og kredsede på hendes telt, mens vi efter bedste evne forsøgte at lyde som en isbjørn, fortæller nok mindre om sammenholdet og mere om at det er pænt kedeligt at ligge stille i et telt i to dage… 

Anbefaling

Ved at se "De Arktiske Reddere", sæson 2, afsnit 1 får du et lille indblik i hvad en krydsning af Indlandsisen kræver. Især da Erik meget fint sætter ord på mange af de udfordringerne man støder på undervejs. Helt klart en anbefaling om at se det afsnit, men min primære anbefaling går dog på at søge eventyret – sammen med andre. 

Vi fik før, under og efter turen utroligt meget ud af at være sammen. Før turen mødtes vi hver søndag i Dyrehaven, fra september til april, hvor vi "trak dæk" i op til seks timer (gamle bildæk, der træner en i at gå med tunge pulke). Under turen hjalp vi hinanden, men endnu vigtigere så hyggede og grinede vi utroligt meget i løbet af dagen, og i særdeleshed når vi kom i teltet om aftenen - selv når det tog adskillige timer at smeltes sne til vand. Og da vi kom over på den anden side var vi som forandret. 

Det er denne hjemmeside, og dette indlæg, mit bedste eksempel på.     

Mod nye eventyr...