Tirsdag

Efter 12 timer i soveposerne kiggede vi ud ad teltet. Der var en flot blå himmel over os, og skyer i fjorden under os. For at få fyldt energidepoterne op, kørte vi to omgange morgenmad. Først en portion ekspeditions-havregrød (havregryn, kakaopulver, mælkepulver, sukker og rosiner) og da den var fordøjet, fik jeg stegt et par fladbrød og nogle stykker pølser, som vi gumlede i os, mens vi pakkede lejren sammen. 

Kl. 10 var vi klar til at gå videre, med en aftale om at tage det roligt, holde mange pauser og bare nyde naturen. Den tilgang blev dog hurtigt udfordret. Terrænet bød ikke på stier, underlaget var blødt og vådt, og ved hvert vandløb voksede der høje buske, og flere steder også små træer. De stod så tæt, at vi måtte skubbe og træde os igennem. Helt sindssygt hårdt, og flere gange måtte vi vende om og finde en anden rute.

Felix kommenterede tørt, at vi på turen da lærte at tænke i alternative løsninger. Humøret var dog højt, solen skinnede og smilene var store. 

Efter et par timer valgte vi at gå ned til vandet for at se om der ikke skulle være en strand vi kunne gå på. Det var der ikke, men derimod en masse løse og våde sten. Det var dog langt bedre end at gå oppe i terrænet, og så kunne vi tale sammen, mens vi gik. Det bliver til virkelig mange sjove og gode samtaler på sådan en tur. Særligt som dagene går.

Vi kom frem til en lejrskole (lignede det). Der var åben dør og vinduer, og en glemmekasse..., men der var ingen hjemme. Vi tog en pause på terrassen - i solen. Så fedt. 

Der var fortsat ikke nogen sti, så vi fortsatte langs vandet, og denne gang bliv de løse sten kombineret med en strid modvind, men solen skinnede og vi gik frem mod dagens mål. Håbet var at vi i løbet af dagen ville støde på sporet og rutemarkeringen igen, men da klokken blev 16 og det ikke var sket, så valgte vi at stoppe og slå teltet op i læ bag en hytte.

Det var kun blevet til 12 km, men vi var godt tilfredse med vores indsats, og med ryggen mod hyttens varme væg, stegte vi en ny portion fladbrød og pølser. Resten af aftenen hyggede vi i teltet, med den bog vi har fået med af "farfar" – Odysséen, om Odysseus trængsler med at komme hjem fra krigen i Troja. 

Ifølge Felix, kan den rejse dog ikke sammenlignes med vores tur, selvom dagens udfordringer var mange og hårde.

Godt med lidt perspektiv.

Onsdag 

Vi vågnede op til endnu en flot morgen, og det lykkes os at komme af sted kl. 8:45. Der er kommet styr på rutinerne, og udstyret er ved at finde en fast plads i teltet, rygsækken og i lommerne.

Det var lavvande og vi kunne fortsætte langs vandet. De første to km var virkelig hårde, med mange løse og glatte sten. Felix faldt og fik en våd handske - den forsøgte jeg at tørre mens vi gik, men glemte den i en pause… flot! Især når man tænker på hvor mange gange jeg har sagt til Felix at han skal passe på sit udstyr. Det grinede vi en hel del af.

Videre gik det, forbi et fint gammeldags telt, men der var heller ingen hjemme der. Vi fandt en fin lille vig, hvor vi spiste frokost. Pakker med tørfodder (frysetørret mad)... det er altså langt mellem dem, der smager godt. Eller bare smager nogenlunde. Det hjalp dog lidt, da frokosten blev skyllet ned med en kop varm kakao.

Inden vi skulle op over fjelde igen, smed vi de lange underhylder. Helt utroligt så dejligt vejret var. Vi fandt en markering. Den første i 15 km. Efter ca. ti markeringer var de væk igen. Ikke at det som sådan var svært at finde den rigtige retning, men vi følte at vi var ved at blive skøre. Det er dog også sådan noget man kan gå og grine en hel del af. Tænk at der faktisk er nogle gode mennesker, der har gået og gjort sig umage med at markere ruten, som vi med kort og gps efterfølgende overhoved ikke kunne finde. 

Efter et par kilometer i et blødt og tungt underlag kunne vi se den pynt som Kapasillit ligger på. Stor glæde – indtil vi så det store og stejle fjeld, der lå lige foran. Det lignede ikke at man kunne gå langs vandet, og det så bestemt heller ikke sjovt ud at skulle over. Det gav en god snak om at spidse elefanter, en bid ad gangen.

Vi valgte at stoppe allerede kl. 15, da der var ved at være tomt i energidepoterne. Ca. 5 km i luftlinje fra Kapasillit. På stranden spiste vi frokost nr. to. Den stod på "Jægergryde med nudler", og denne gang var der gevinst.

Tjekkede om der var signal på mobilen og det var der. Mens fire dages beskeder tikkede ind, ringede vi hjem. Louise og Kalle sad og spiste aftensmad. Savnet, oplevelserne og eventyret overvældede først Felix, og så mig. Det endte med at vi sad og smilede til hinanden, mens tårene trillede ned ad kinderne på os. 

Eftermiddag brugte vi udenfor teltet, på underlagene, i solen, og med farfars bog, mens isskosserne sejlede forbi os ude på fjorden. Dagen sluttede med aftensmad og bål på stranden, mens solen gik ned i et væld af farver. Hold da op hvor jeg elsker at være på eventyr.