Cut Elly… – en film om skud til det store hjortevildt

11-08-2025

Så er der gang i undervisningsfilmen om at skyde det store hjortevildt (kron-, dår- og sikahjort) med bue. Super spændende, og jeg er ikke så lidt stolt over at være med på holdet bag filmen.

Meget fin pil og to glade "filmfolk"
Meget fin pil og to glade "filmfolk"

Filmen er betalt af Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, og det er Foreningen af Danske Buejægere, der har bedt mig deltage i filmens projektgruppe. Udover at bidrage til tekst og ide, så medvirker jeg også i filmen. Det skal lige understreges, at det er to super dygtige bue-instruktører (Thomas Jensen og Thomas Kikebæk), der har sagt hvad der skal stå. Jeg har bare skrevet det… og udformet filmens drejebog, herunder planlagt de forskellige scener og filmsekvenser – sammen med den dygtige fotograf, Gudmund Thai, der naturligvis også er buejæger.

Med det filmhold er der også godt med grin, og så har jeg naturligvis påtaget mig opgaven med at stå for "fordringen", hvor vi under optagelserne fik Italiensk kødbolle sandwich, efter ide af min gode ven Jens Henrik – men med en lille twist. Kødbollerne var naturligvis med kronhjortekød, hvilket jeg tænkte var passende til lejligheden. Det er en meget lækkert og en meget snasket omgang, der er perfekt til at spise i skoven, men lidt mindre god til en film, da tomatsovs op til begge øre ikke gør sig godt på billeder…

Klargøring af frokosten, mens filmen optages
Klargøring af frokosten, mens filmen optages

Filmen blev optaget i det smukke landskab omkring Selsø Lindholm Gods, og formålet med filmen er, at vise vigtigheden af at vælge den rigtige skudvinkle, når man skyder til de store hjorte. Planen er, at filmen er klar til udgivelse til starten af jagtsæsonen.

Mig selv, Thomas Jensen og Gudmund Thai
Mig selv, Thomas Jensen og Gudmund Thai