Dag 3 og 4 i Rondane: Tilpas og juster

Der var en hård og varm vind fra vest, og vejrudsigten forudsagde at der ville komme noget regn i løbet af dagen. Planen var at gå ca. 23 km, hen til en meget fin gammel hytte jeg tidligere har besøgt. Derfra skulle vi den efterfølgende dag gå ud til bilen. Men manglen på sne, og den kedelige vejrudsigt, gjorde at den plan ikke virkede særligt tillokkende. 

Efter noget frem og tilbage, og gennemgang af diverse muligheder, endte vi med at vælge at gå tilbage. Altså den samme vej som i går. Det er er aldrig særligt sjovt at skulle opgive en plan, og det er endnu mindre sjovt at gå tilbage den samme vej – men, det er til gengæld rigtig godt at få tydeliggjort at man på tur skal kunne tilpasse sig. Om vi skulle den ene eller anden vej virkede dog ikke til at påvirke ungernes humør. De synes det hele var fedt.

Morgen startede med at der skulle tændes op i brændeovnen, så skulle der koges vand og spises "ekspeditions-havregrød". En bladning af havregryn, kakaopulver, sukker og rosiner. Alt sammen forberedt i portioner hjemmefra, så der bare skal hældes kogen vand i, røres lidt rundt, og så er der havregrød. Det viste sig at min portion indeholdt 37 gram sukker, mod de normale 10 gram. Felix, der havde ansvaret for pakningen af morgenmadsposerne, havde "tabt" posen med sukker ned i den ene blanding. Imponerende at han kunne huske præcis hvor meget sukker, der var kommet i, men lidt mindre imponerende at han ikke havde tage det op igen…  

Efter den søde morgenmad skulle der hentes brænde og hytten skulle gøres klar til de næste besøgende – ud over at gøre rent efter sig selv, så er der noget helt unikt over at efterlade en fjeldhytte på en sådan måde, af de næste, der kommer frem til hytten, trætte efter en tur gennem fjeldene, bare skal tænde op med det brænde vi har gjort klar til dem og koge noget af det vand, som vi har smelte til dem. Og når de så har fået varmen og samlet lidt kræfter, så kan de gøre det samme for de næste. Man kan fortælle og lære sine unger om næstekærlighed, men i fjeldet lever man det.

Kl. 8:20 var vi klar til afgang og med en hård vind direkte i ansigtet gik vi af sted. Vi kørte på med små pauser hver halve time, for både at sikre at der blev drukket og fyldt på med energi, da forventningen var at det ville blive en lang og hård dag.  

"Rype kl. 11" råbte jeg, men den kommando gik enten tabt i vinden eller også har ungerne ikke lært klokken endnu. De helt hvide fjeldryper kan da også være svære at se, især når de trykker sig. Når de flyver, er de dog nemme at se, og der gik ikke lang tid før Felix også råbte "Rype". Det blev til 11 ryper i alt, samt spor efter hare og vildtrener. 

Vi fandt et sted med læ, hvor vi spiste frokost, og allerede Kl. 13:30 var vi ved den sidste nedkørelse til søen. Det bestød, at der kun var ca. 4 km tilbage af dagens distance på ca. 17 km. På nedkørelsen mødte vi to ældre hollandske ægtepar, der gik af sted med en kæmpe oppakning. Både store pulke, rygsække og store tunge/brede toptur-ski (nogenlunde som alpinski, men hvor hælen ikke sidder fast). De var først kommet over søen nu og deres plan var at gå hen til den hytte vi kom fra. Lidt bekymret fortalte jeg dem om den manglende sne, og at de fortsat manglede ca. 12 – 13 km for at komme hen til hytten. De havde dog telt, samt GPS med nødsender med, så jeg pakkede mine bekymringer væk og ønskede dem fortsat god tur. Selv satte vi fart på, og det tog kun 50 min at tilbagelægge de sidste 4 km. Pænt sejt, efter en hård dag. Måske det var vaflerne, der trak. 

Aftensmaden på hytten Rondvasbu bestod igen af aspargessuppe til forret, men denne gang holdt Felix sig fra saltbøssen.

Næste morgen fik vi spillet en enkelt omgang firmands wrist, inden vi tog af sted. De 12 km ud til bilen gik som en leg, selvom skyerne lå lavt og bortset fra et par af kilometerne, hvor sneen satte sig fast under skiene. Der findes ikke noget mere irriterende end det.

Måske kun at jeg på den sidste nedkørelse tog et kæmpe styrt, lige foran en norsk familie. Ikke at jeg gik efter at se elegant ud, men det var helt sikkert ikke "elegance" den norske familie tænkte på, da jeg forsøgte at rejse mig, med en tung rygsæk og smurt ind i sne fra top til tå… 

Jeg kom dog først frem til bilen, hvilket betød at de andre har bræk i lommerne… EO påstod dog at han havde været henne ved bilen, men var gået tilbage for at følges med os andre. Det var der ingen, der så, så det talte ikke.

Hold op hvor er det dejligt at være på tur i fjeldet, og hvor har vi grinet og oplevet meget. Glæder mig allerede til at vi skal af sted igen.