
Endelig – af sted igen
Selvom vinteren allerede har budt på gode muligheder for at få luftet turskiene, så er det først nu at det for alvor går løs. De kommende dage er Felix og jeg nemlig på fjeldtur i Norge. Denne gang går turen til Rondane Nationalpark, som er et af mine absolutte ynglings fjeldområder.

Rondane Nationalpark er Norges ældste nationalpark og området er næsten dobbelt så stort som Bornholm. I Rondaner ligger der ti fjeldtoppe på over 2.000 meter, og hvis man kommer op på toppen af dem alle, inden for 24 timer, så har man bestået den uofficielle norske manddomsprøve. Den prøve bestod jeg i 2013, i andet forsøg, og sammen med min kammerat Sten - på 20 timer og 38 minutter. Den historie slipper Felix nok ikke for at høre en gang eller to…

Vores tur går dog ikke op over fjeldtoppene denne gang. Vi bliver i de smukke dale og er planen at gå den klassiske "Trekantsrute". En tur på ca. 65 km. Lidt afhængig af forholdene, samt vind og vejr, går vi efter at gøre det på 4 – 5 dage.
Uha, hvor jeg glæder mig til at komme af sted igen! Dagbog følger, når vi kommer hjem igen.
