Et knæk på bueskytternes ø

De fleste vil nok mene at ø-hop hører sommerferien til, men siden starten af oktober har jeg været på buejagt på tre forskellige danske øer. Anholt i starten af oktober, Endelave i starten af november (artikel om den tur følger på FADB.dk) og i sidste weekend gik turen til Ærø, hvor befolkningen er vilde med bueskydning... Den overdrivelse, og en god jagthistorie, kan du læse om her.

Stig og hans kone Nanna har brugt en del af deres sparepenge på et natur-genoprettelsesprojekt på Ærø. En smuk ø i det sydfynske øhav, hvor færgen har sin egen øl, landbruget har lagt beslag på de fleste stykker jord, og der er derfor ikke meget vild natur tilbage på øen. Til gengæld har Ærø en meget høj andel bueskytter… Der bor ca. 6.000 mennesker på Ærø, og af dem er 20 medlem af Ærø Buelaug. Altså skyder hele 0,33% af befolkningen på Ærø med bue. Og det kan man jo godt forstå.

Stig er en af dem, og udover at skyde med bue på Ærø, så skyder Stig også med bue i Lyngby, hvor jeg også skyder. Her fortalte Stig mig om sit projekt med at skabe en natur-korridor på tværs a øen, og at rækken af nyetableret vandhuller blev flittigt besøgt af rådyr, dådyr, harer, samt nogle frøer – som jeg dog ikke er særligt interesseret i.

Efter lidt frem og tilbage, gik Stig med på præmissen om at reguleringen af vildtbestanden med bue også er en vigtig del af naturplejen. Det skal her være usagt om det var Stig's kendskab til min succes som buejæger, eller mangelpå samme, men mit første buejagtseventyr på Ærø var en realitet – sammen med to andre buejægere fra klubben. 

Jagten viste sig dog at være mere end almindelig udfordrende, da den store mængde landbrugsjord ikke gav vildtet eller os meget natur at skjule os i. Den første dag var der ikke mange muligheder, og vildtet var overordentligt opmærksomt. Dag to begyndte på samme måde, men endnu koldere, og da næsen havde dryppet i ca. halvanden time, var min tålmodighed opbrugt.

Normalt bevæger jeg mig rundt, når jeg er på buejagt. Både for at opleve noget, men også fordi det efter min mening er for kedeligt at sidde stille og vente på at noget vildt tilfældigvis kommer forbi. Men, jagtområdet gav ikke meget mulighed for den tilgang, hvorfor jeg begyndte dagen med at vente, se på solopgangen og lytte til at der langsomt kom liv i den nærliggende landsby.  

Da jeg rejste mig op, kunne jeg pludselig se et par rådyr, der stod og hyggede sig to marker væk fra mig. Super fedt at se noget vildt, men knapt så fedt at de stod på en anden mands jord. Vinden var også forkert, så hvis de besluttede sig til at aflægge et besøg på min mark, så ville de lugte mig. Og det var også fedt, for så skulle jeg lægge og udføre en plan, der kunne få mig uset rundt om dyrene, og placere mig et sted, hvor jeg kunne komme på skudhold – hvis de altså kom over på min mark.

Det gik der næsten en time med. Totalt spændende, men da jeg var 100 meter fra det sted hvor jeg troede rådyrene stod, så var de ingen steder at se. Øv bøv.

Men, knapt havde jeg opgivet håbet, før jeg så dem igen. Der var fem styk, en flot buk, tre rå'er og et lam. De lå nu i solen, med rygge op imod den lille remisse, der dannede skellet mellem min mark og nabo-marken. Altså kun 1 meter væk fra mit jagtområde.

Ny plan, der fik mig 50 meter nærmere, med hjertet oppe i halsen. Så brummede telefonen. De to jagtkammerater var tilbage i huset, og det var lige præcis dem jeg havde brug nu. Hvis jeg kunne komme tæt nok på til at afgive skud, så kunne de liste ned ad nabo-marken, og skubbe rådyrene den sidste meter over på min mark. Fantastisk plan.

Hvis bare mobildækningen på Ærø havde været ordentlig… hvilket åbenbart var mine jagtkammeraters forklaring på ikke at være til nogen hjælp… jeg skrev løs, men uden svar og mine to "hjælpere" endte som tilskuere, mens jeg listede mig tættere på. 25 meter væk.

Trak vejret et par gange, og så et par forsigtige skridt mere. Nu kunne jeg se toppen af et par ører. To skridt til, og så rundt om en lille busk, som kunne fjerne min silhuet, og skjule mit træk af buen/pilen (tit den bevægelse, der får vildt til at springe).

Helt perfekt placering, og så kom der langt om længe gang i mine hjælpere. De begyndte at gå langsomt ned mod mig – for ikke at skræmme rådyrene, men bare skubbe dem over på min mark, hvor jeg nu stod klar til skud – ca. 16 – 18 meter væk fra det sted jeg forventede rådyrene ville gå ind på marken.

Helt perfekt, men måske jeg lige skulle tage et skridt mere ind under busken, så jeg kom lidt tættere på? Og dermed også stod lidt mere i skjul? Med øjnene rette mod sættet af rådyr ører, flyttede jeg foden lidt frem, og "KNÆK" sagde det, da jeg satte foden på en gren.

I et nu var alle fem rådyr på benene, og spændende afsted over naboen mark. Pis også! Her har jeg sneget mig 100 meter, og så var jeg uopmærksom på det sidste skridt. Men, hold da op en fed oplevelse.  

Udover jagten blev det også til en konkurrence på Ærøs fine buebane og en hyggelig middag med et par de lokale bueskytter, hvor jeg blandt andet fik fornøjelsen af at lave en lille "haps" med bueskudt rådyr-ryg, nedlagt af Gudmund – der er en mere effektiv buejæger, end hjælper...