Jagt eventyr i Portugal

Jeg har rejst en masse og været på utallige eventyr, men jeg har aldrig været på jagt i udlandet, og i sig selv føltes det lidt som et eventyr. Den følelse løftede jeg dog lidt, da jeg fandt en 'Outfitter', der tilbød 'self guided' buejagter i et område af Portugal, der går lige op til den spanske grænse. 

Inden jeg kom så langt, skulle der lige hygges med en gruppe venner i en surf-by lidt nord for Lissabon. De surfede, mens jeg hyggede med at lave mad og løbe langs den smukke kyst.

Da jeg satte mig i bilen og begyndte den 2 1/2 time lange køretur mod jagtområdet, var jeg spændt. Mildt sagt. Turen var flot og bød på smukt landskab, et par fine gamle byer og små snoede veje. Mødestedet var en gammel landejendom, der nu funger som hotel.

Min Outfitter kom kort efter min ankomst tilbage fra en jagt med en canadier og en engelsk/amerikaner (lang historie). De var begge riffeljægere, og canadieren havde aftenen før skudt en kæmpestor kronhjort, som de havde kaldt ind. Kronhjortene er i brunst, og hvis du kan lyde som en konkurrerende kronhjort, kan du måske lokke en kronhjort ind på skudhold. Det havde Outfitteren gjort, hvilket er pænt sejt.

Alle var super flinke, og det blev til en virkelig fed aften, hvor jeg blev inviteret med til god mad, kolde øl og masser af snak om jagt, og andre røverhistorier. Jeg blev næsten ked af, at jeg ikke skulle sove der den næste dag, men i stedet sove i telt og selv stå for maden på mit Trangia-gas-primus. Men også kun næsten…

Tidligt op og af sted - og da horisonten kun var lyserød, begyndte kronhjortene at brøle. Det tog 30 min. i firhjulstrækker, på et støvet bjergspor, før jeg blev sat af i et område på næsten 2.000 ha - med beskeden om at nyde det, give lyd når jeg ville hentes, og stoppe med at gå, hvis jeg kom til en flod… for det var grænsen til Spanien.

Det var allerede godt varmt, og så var det helt vindstille, og jorden var dækket med tørre eukalyptusblade. Det førte til, at jeg kort efter fik "stødt" en kronhjort, og selvom jeg forsøgte at brøle efter den, var den ikke interesseret i at komme tilbage og tæve mig.

Lidt senere på morgenen hørte jeg en anden kronhjort tæt på, og snart så jeg også tre hinder. Det var begyndt at lufte lidt, men desværre kom vinden lige bagfra, og kort efter var de væk. Jeg forsøgte at cirkle rundt om dem, men fik kun set dem på afstand. Kort efter så jeg en spidshjort, to bakker væk – ca. 800 meter gennem åbent terræn, uden skygge. Den droppede jeg at gå efter.

Tid til siesta og få skoene af. Varmen gjorde, at jeg slet ikke var sulten. Til gengæld var jeg tørstig. Helt vildt tørstig, og jeg var super glad for at have taget salttabletter med. I rygsækken var ti liter vand, men det blev hurtigt tydeligt, at det ikke ville kunne holde mig kørende i to dage.

De tre varmeste timer i mit liv fulgte. Selvom jeg sad i skyggen og forsøgte at finde et sted med lidt vind, løb sveden af mig, og jeg følte, at jeg var i gang med at smelte. I stedet for bare at "sidde" fandt jeg et skjul i skyggen ved en veksel, der førte ned til en lille sø. Omkring kl. 15 så jeg en hind stå ved søen og drikke. En time senere kom en kronkalv forbi på ca. 25 meter, på vej ned til søen. Mens den drak, fik jeg placeret mig lidt anderledes, ved at liste mig af sted på strømpesokker, så jeg ville være på 15 – 18 meter fra den, hvis den kom retur samme vej. Det gjorde den. Helt utroligt. 

Spændt fulgte jeg dens rolige gang hen mod mig, men ved busken før mit "skud-vindue" satte den farten op til hurtig gang, og inden jeg fik set mig om, var den væk. Mange buejægere siger et lille "kvæk" for at få dyret til at stoppe. Det har jeg ikke haft held med og prøvede derfor ikke, og jeg havde hellere ikke lyst til at skyde en hjort i bevægelse.

På den igen, og selvom det ikke var blevet koldere, luftede det nu lidt. Jeg kunne derfor bevæge mig rundt, uden at hele skoven kunne høre mig. Fik slået lejr og gik så af sted igen. Kom på ca. 40 meter af en anden kronhind, men den havde andre planer. Da solen gik ned, var jeg også helt slukket, efter en helt fantastisk og meget varm dag.

Det var ikke meget, jeg havde spist i løbet af dagen, men da jeg fik tændt op under panden, og min fars "ekspeditions-bacon" begyndte at dufte, blev jeg med et sulten. Det blev kun til bacon med fladbrød, selvom ambitionerne oprindeligt havde været større. Det smagte dog fantastisk, og mine børns Mimbo-Jimbo-tallerken blev slikket helt ren. I teltet svedte jeg videre, selvom forsejl mm. stod åben. Omkring kl. tre måtte jeg finde soveposen frem, og da jeg stod op kl. 5:30, var det koldt.

Jeg havde kogt vand og lavet kaffe om aftenen og gemt termokoppen i min jakke. Med en lunken kop kaffe og en fladmast chokoladecroissant kunne jeg i soveposen nyde udsigten til bjergene, der langsomt fik et lyserødt skær. På med tøjet og så af sted, med min sidste flaske vand under armen. Ni liter vand og en halv cola på et døgn. Det må være ny rekord.

Morgenen var igen helt stille, og selvom jeg helst vil bevæge mig rundt, kunne jeg godt se, at det ikke gav mening. Med tænderne godt begravet i det sure æble, satte jeg mig tilbage i nærheden af mit skjul fra dagen før. De første to timer skete der ikke noget.

Ca. 100 meter ude så jeg en hind komme. Langsomt gik hun og spiste på vej mod mig. Så spændende. Men ca. 50 meter fra mig, gik hun væk fra den veksel, hun fulgte, og ind i krattet. Efter endnu en time var jeg klar til at skyde mig selv – buejagt handler i høj grad om tålmodighed, men nu syntes jeg, min var ved at være brugt. Solen var oppe, og fra at nyde at den varmede mine kolde fingre, til at sveden høvlede af mig, gik der kun et par åndedrag.

Der var ikke mange hjortebrøl denne morgen. Varmen påvirkede nok også kronhjortene. Kl. 10 havde jeg fået nok, drak de sidste dråber vand og skrev til min Outfitter, at jeg gerne ville hentes. Lige inden jeg kom tilbage til lejren, så jeg to hinder på et lille spor, ca. 100 meter væk fra mig. Hurtigt fik jeg skrevet til min Outfitter, at han lige skulle vente. Af med skoene og så af sted efter dem. I løbet af 10 – 15 min. fik jeg lukket afstanden, så de kun var ca. 30 meter væk. De gik og spiste langs et spor, der snørklede sig ned i en kløft. 5 – 10 meter foran dem var et knæk på sporet, som ville give mig mulighed for hurtigt at lukke den sidste del af afstanden. Jeg stoppede op og ville vente, til de gik rundt om knækket. Bag mig, og 5 – 8 meter inde i buskadset, lød der pludselig et højt bjæf, og væk løb en kronhjort. Det er svært at afgøre, hvem der blev mest forskrækket. De to hinder eller mig. Væk var de i hvert fald, og svedende, glad og helt smadret stod jeg tilbage og kiggede efter dem. Fik skrevet til Outfitteren, pakket lejren sammen og slæbt det hele ned til 'pick up'-stedet.

Og det burde så være det… Tilbage ved hotellet kom ejeren ud og spurgte, om jeg ikke ville skyde en dåhjort med min bue, da han ikke ville bruge sin riffel så tæt på hotellet. Det ville skræmme gæsterne. Der gik lidt sproglige udfordringer i det, men til sidst lykkedes det at forstå, at hjorten var syg eller kommet til skade, og stod i en lille lund med oliventræer ved siden af hotellet. Frem kom buen, på med ansigtsmasken og af med skoene. Kom på 20 meter, men den var helt med på, at jeg var der. Den stod fint med siden til, men skudvinduet var småt, da der var flere grene mm. Jeg turde dog ikke gå tættere på af frygt for, at den ville løbe. Dumt nok tog jeg skuddet, der ramte en gren, så pilen gik lige over.

Den løb, med et bagben, der slæbte efter den. Jeg var tæt på at tude. Ved næste olivenlund stoppede den. Af sted igen, med vinden ind forfra og en ny pil på strengen. 14 meter fra og fuldt fokus på skuddet. Pilen tog toppen af hjertet og begge lunger, og den lagde sig med det samme. Benet hang i laser, og den var tydeligt afkræftet/syg, så kødet kunne ikke spises.

Jeg stod lidt og tænkte over oplevelsen og kunne ikke rigtig finde ud af, hvordan jeg havde det. Ind til hotel-manden kom ud til mig, og med udstrakt hånd sagde: "No more pain".

Ikke helt den afslutning på eventyret jeg havde drømt om, men turen var helt bestemt et fantastisk eventyr.