Jagten startede dog med at jeg fik listet mig ind på en pæn buk, der fik min vind, lige idet jeg begyndte at trække buen. En time senere så jeg en gigant af en buk… måske ikke kronhjorte stor, men da jeg ikke har et billede, der kan modsige det, så vil jeg påstå at den var meget tæt på… Den lå og hyggede, og jeg fik listet mig ind på ca. 10 meter, med den rejste sig op med røven (kaldet "spejlet" i jagtsprog) og jeg fik ubemærket trukket buen. Desværre fortsatte den direkte væk fra mig, og så måtte buen ned igen.

Det skal bemærkes, at det er hårdt at trække en langbue, og det er rigtig hårdt at blive ved med holde buen trukket. Normalt skal man først trække, når man er sikker på at der ikke er lang tid til at skuddet kan afgives. Jeg trak nok buen lidt for tidligt, men jeg var sikker på at bukken ville rejse sig med siden til, og dermed stå til skud med det samme.

Lidt skuffet, men også super glad for oplevelsen, gik jeg hjemad for at få en kop kaffe. To bukke og to optræk på en dag, og klokken var kun 12. Helt fantastisk. Næsten hjemme opdagede jeg at Enhjørningen lå i skovbrynet. Jeg forsøgte at forudsige, hvor den ville gå hen, når den rejste sig, og fik placerede mig derefter. Efter noget, der føltes som 100 år, rejste den sig op og gik den stik modsatte vej. Pis… ny plan og så af sted igen. Fik igen placeret mig perfekt, og igen i den helt gale retning af Enhjørningens rutevalg. Efter tre år, hvor jeg stort set kun har forsøgt at snige mig ind på dyr, har jeg åbenbart fået nul styr på deres gøren og laden. Langsomt under en gren og to små skridt til venstre, og så var der et skudvindue.

Det viste sig ikke at være en enhjørning… men det føles sådan.