På eventyr – mens elementerne raser

07-10-2025

Jeg plejer at sige at et eventyr skal indeholde smuk natur og et element af fysisk aktivitet – og når tidsfornemmelsen forsvinder og jeg kun er til stede i nu'et, så opstår følelsen af eventyr. I den forgangene weekend blev "elementernes rasen" føjet til den liste. 

En våd bue er ikke godt
En våd bue er ikke godt

For når buen er i hånden, rådyrene springer, ansigtet er plasket til i regnvand og øjerne er knebet tæt samme på grund af den hårde vind, så går der ikke mange øjeblikke før "nu'et" er det eneste, der har fokus.

Eventyret foregik på Anholt, hvor jeg, og en gruppe bue-jagtkammerater, havde adgang et område på ca. 1.800 ha smuk natur. Målet var at få en masse vilde oplevelse og hygge os, og drømmen var at komme så tæt på rådyr og fuglevildt, at der kunne sendes en pil af sted.

Spor efter rådyr i sandet
Spor efter rådyr i sandet

Både målet og drømmen blev til fulde opfyldt. Der var flere pile i luften, men der var også muligheder, der ikke blev "udnyttet". Og det er altså helt vildt imponerende. For når man i timevis kæmpet sig frem mod en skudmulig, og man så på målstregen skal vælge mellem etik og drøm, så skal der noget til for at vælge det rigtige.

Det valg stod Søren overfor, da han på turens sidste dag kom ind på 10 meter af en rå og et lam, men valgte ikke at skyde, da vinklen gav risiko for et anskud af råren, der lå bag ved lammet. Selv valgte jeg ikke at skyde til et lam, der på 15 meters afstand drønede forbi mig, men ikke meget ros til mig for ikke at tage det skud, da den slags skud aldrig bør afgives (stor risiko for en anskydning). Jeg skød heller ikke til en fin hare, som jeg kom på 6 meter af – men heller ikke ros for den beslutning, da jagttiden på hare først starter den 1. november… Til gengæld vil jeg gerne rose mig selv for at finde blåbær og sende et flot skud af sted efter en flyvende han-edderfulgt. Det gik kun en lille bitte smule forbi…   

Carsten på jagt
Carsten på jagt

Og så var der Carsten, der skød et fint lam – på 8 meters afstand! Kun få dage efter han har fået jagttegn til langbue. Meget imponerende.

Samlet set et helt perfekt jagt-eventyr – ikke mindst på grund af det gode selskab, og en utrolig mængde meget lækker mad. Tak til Søren, Sigurd, Emil og Carsten. Vi gør det igen til januar!

Solen kom også frem
Solen kom også frem