
Tag på heldagstur - med historier og nye pengesedler
Efter en uges efterårsferie med godt vejr, og mange små hyggeture, var planen en heldagstur. Vejrudsigten lovede regn sidst på dage, men det har jo kun betydning for gennemførelsen af turen, hvis man siger det til familien…

Nå man skal på heldagstur med familien (denne gang minus den store teenager), må ruten gerne være lidt udforende, byde på smuk natur, indeholde et par naturlige pause-steder og så må ruten også godt kunne fortælle en god historie eller to.
Alt det opfylder Nordkyststien, hvor vi gik etapen fra Tisvilde til Hundested. Ca. 22 km, hvilket er en pæn tur for et par små ben – dog ikke noget som ikke kan klares på en hel dag, især når tasken er fuld af pauseslik.

Ruten var ikke helt tilfældigt valgt, da den gav mig mulighed for lidt "ekspeditions-indoktrinering" af Kalle og Felix. Inden vi kom så langt, skulle vi først igennem det smukke Tisvilde Hegn og Melby overdrev, spise en romsnegl hos bageren i Liseleje (ikke Kalles ynglings, selvom der var tivolidrys på…), samt tabe en sodavand på jorden, så alt i tasken blev klisteret.
Heldigvis kom der et godt regnskyl, men det hjalp bestemt ikke på humøret hos den ene af de to voksne, der var med på turen…

Sjovt nok var det som om humøret steg hos resten af dagens "ekspeditionshold", i takt med den øget surhed. Da vi nærmede os Hundested fik historiefortællingen også et nøk op ad. Især da vi gik forbi Knud Rasmussens smukke hus – som det godt kan anbefales at besøge. Alene det fine dørhåndtag er værd at gå efter.
Og så er der alle historierne om Knud Rasmussen, og de folk han omgav sig med. Peter Freuchen er nok en af mine ynglings-eventyre, og særligt hans bog "Min grønlandske ungdom" kan anbefales. Helt fantastiske historie med mange flotte billeder.

Vi fik også talt om "det lille menneske", Arnarulúnguaq, der var den eneste kvinde på Den Store Slæderejse (1921-1924). En tur på ca. 18.000 km, der gik fra Grønland, nord om Amerika, og over til Stillehavet – på hundeslæde!
En helt fantastisk rejse, der nu har fået en ny tilføjelse. Arnarulúnguaq kommer nemlig på Danmarks pengesedler, i 2028. Der er netop blevet udgivet en bog om hende. Den gad jeg godt at læse… (hint til familien…).
Alt det og meget mere får man talt om, når man er på heldagstur med familien.
